Vorter og andre hudlæsioner

Adskillige mennesker oplever at være plaget af vorter i en periode og ved hvor generende og ømme, de knudrede udvækster kan føles og hvor svære, de kan være at slippe af med.

Vorter skyldes en infektion af HPV (Human Papillomavirus) i det øverste lag af huden, epidermis, og er den hyppigste virusinfektion i huden. Vorter optræder hos alle aldersgrupper men plager især skolebørn og teenagere, der særligt døjer med fod- og almindelige vorter. [1]

Vorter opstår, når HPV stimulerer de øverste hudceller til at dele sig hastigt, hvilket medfører disse godartede men dog skæmmende og smitsomme udvækster. Udviklingen af en synlig vorte kan tage adskillige måneder, hvorfor smitten ofte opdages sent.

HPV har i nærheden af 100 kendte undertyper, der manifesterer sig som vorter på forskellige dele af kroppen. Smitte med HPV sker hovedsageligt via direkte hudkontakt eller indirekte ved kontakt med inficerede fugtige og våde overflader, som i svømmehaller og omklædningsrum. [2]

De mest hyppige vortetyper er følgende:

Almindelige vorter (Verruca vulgaris) [3]
Verruca vulgaris er typisk kuppelformede, hvidlige eller rødlige, har en uregelmæssig overflade og optræder ofte i flertal. De kan optræde overalt på kroppen men forekommer hovedsageligt på hænder, ansigt og fødder og rammer især børn og unge.

Flade vorter (Verruca plana)
Verruca plana er en variant af almindelige vorter. De har en glat og flad overflade, en rødbrun/kødlig farve og er typisk 1-5 mm i diameter. Optræder hyppigst i ansigtet og på bagsiden af hånden.

Fodvorter (Verruca plantaris)
Verruca plantaris fremkommer på undersiden af foden, ofte i flertal, og kan være årsag til smerte og ubehag, når der trædes ned på fodsålen. Fodvorter har et blomkålslignende udseende, ofte med røde eller sorte prikker i centrum, og plager især børn og unge.

Kønsvorter/kondylomer (Condyloma acuminata) [4]
Kondylomer er en seksuelt overført sygdom, der især rammer unge i starten af 20erne men også kan overføres til spædbørn ved fødsel. Vorterne er flade, stilkede eller blomkålslignende og optræder omkring kønsdelene og endetarmen. De gør som regel ikke ondt men kan give anledning til svie eller kløe.

Vandvorter/molluskler (Molluscum contagiosum) [5]
Molluskler skyldes en viral infektion og er en godartet tilstand, der kan ramme alle aldersgrupper men som hyppigst ses hos børn. Molluskler manifesterer sig ved små, lyserøde, perlelignende knopper, der kan forekomme alle steder på kroppen. De udgør ingen sundhedsmæssig risiko men kan fjernes ved frysning, hvis de er til gene.

90% af befolkningen får med alderen hudlæsioner, såsom pigmentforandringer, hvoraf den mest almindelige er lentigo solaris – leverpletter. Pigmentforandringer fremkommer hovedsageligt efter soleksponering, der udover at forårsage de harmløse leverpletter, også kan initiere vækst af tumorer i det øverste hudlag. [6]

Med alderen stiger risikoen for tumorer i huden ligeledes, og selvom langt de fleste af disse udvækster er godartede og harmløse, kan de være svært skæmmende og generende for den enkelte.

Andre hyppige hudlæsioner, der kan udbedres er:

Aktinisk/solar keratose (Keratosis actinica) [7]
Aktinisk eller solar keratose fremkommer, når huden udsættes for sollys og optræder derfor hyppigst hos ældre, lyse personer på eksponerede steder af huden, såsom issen, ansigtet, ørene, armene og hænderne.
Tilstanden ses oftest som rødlige, undertiden gullige, skællende og ømme områder på huden mellem 2 og 6 mm i størrelse. Aktinisk keratose kan ubehandlet udvikle sig til hudkræft i 10-20 % af tilfældene.

Leverpletter (Lentigo solaris)
Leverpletter skyldes ligeledes soleksponering og forekommer hyppigst hos ældre. De udgør dog ingen risiko og fjernes derfor kun af kosmetiske årsager. Pletterne optræder på de mest udsatte steder af huden, såsom issen, ansigtet og hænderne. Pigmenteringen kan variere fra lys til mørk brun, og pletterne vokser og mørknes ofte med årene.

Gammelmands-/Seborroiske vorter (Keratosis seborrhoica)
Seborroiske vorter er egentlig godartede tumorer i det øverste hudlag, der optræder med alderen hos de fleste. Vorterne er typisk velafgrænsede med en let fedtet og skællende overflade og kan være både hudfarvede eller brunsorte. Seborroiske vorter kan forårsage let kløe og irritation i huden men fjernes kun af kosmetiske årsager.

Skin tags/stilkevorte (Acrochordon)
Skin tags eller stilkevorter er godartede tumorer, der hovedsageligt opstår i områder med hudfolder, såsom øjenlåg, nakken, aksillen og lysken. Stilkevorter har typisk en størrelse mellem 1 og 10 mm, er enten brune eller hudfarvede og fæstnet huden via en tynd stilk – heraf navnet. De udgør ingen sundhedsmæssig risiko, ændrer sig ikke over tiden og fjernes derfor kun af kosmetiske årsager eller hvis de er til gene.


Referencer

[1]https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/hud/tilstande-og-sygdomme/papuloese-tilstande/vorter-paa-haender-og-foedder/
[2]Sjoerd C Bruggink et al., “Warts Transmitted in Families and Schools: a Prospective Cohort.,” Pediatrics 131, no. 5 (May 2013): 928–934, doi:10.1542/peds.2012-2946.
[3]Heather A Cubie, “Diseases Associated with Human Papillomavirus Infection.,” Virology 445, no. 1 (October 2013): 21–34, doi:10.1016/j.virol.2013.06.007.
[4]https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/gynaekologi/tilstande-og-sygdomme/infektioner/kondylomer/
[5]http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/molluskler.htm
[6]Wendy E Roberts, “Dermatologic Problems of Older Women.,” Dermatologic Clinics 24, no. 2 (April 2006): 271–80– viii, doi:10.1016/j.det.2006.01.012.
[7]Hrvoje Cvitanović et al., “Skin Disease in a Geriatric Patients Group in Outpatient Dermatologic Clinic Karlovac, Croatia.,” Collegium Antropologicum 34 (April 2010): 247–251.